Om

Jeg arbejder med, hvordan mennesker tænker, beslutter og tager ansvar, i organisationer og i livet.
Jeg har altid haft et særligt talent for at se, hvad der reelt foregår under strategierne, beslutningerne, magten, tempoet og forventningerne. I dag bruger jeg det talent i sin mest rene form, som personlig rådgiver for ledere med strategisk ansvar.
Baggrund
Jeg er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har arbejdet som advokat og partner. Jeg er også uddannet konfliktmægler og har praktiseret som mægler. Jeg har været administrerende direktør for Freeway Group, investor i Løvens Hule og medstifter af Nordic Female Founders. I 2023 var jeg i en kort periode minister for digitalisering og ligestilling. Jeg har siddet i bestyrelser som Dansk Erhverv, UNICEF Danmark og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Gennem hele mit arbejdsliv har erhvervsledere søgt mig som rådgiver. Den erfaring er i dag blevet til min praksis.
Det, der har drevet mig hele vejen, er en stor interesse for menneskelig integritet: sammenhængen mellem den, man er, og det, man gør. Jeg bruger en betydelig del af min tid på at udvide min viden og mine kompetencer i det felt. Lige nu studerer jeg, hvordan kreative udtryk kan styrke et menneskes integritet.
Sådan arbejder jeg
Jeg arbejder med få ledere ad gangen, og hver af dem får min fulde opmærksomhed. Jeg tager ingen noter og har ingen fast plan fra gang til gang. Hver samtale begynder med det, der fylder mest for lederen den dag.
Jeg trækker på hele min erfaring som advokat, konfliktmægler, direktør, investor og bestyrelsesmedlem, og jeg stiller mange spørgsmål. Det, lederne tager med sig, er en klarere fornemmelse af deres egne valg og af, hvordan de vil handle på dem.
Værkstedet
Ved siden af samtalerne arbejder jeg med ler. At tænke med hænderne giver en anden adgang til indsigt end at tænke i ord. Det er en del af min praksis.
Illustrationerne af mig er tegnet efter fotografier af Niels Ole Sørensen, visions.dk.