Nu er det nu

I begyndelsen af 2026 stod jeg i en situation, hvor jeg følte mig træt, fysisk og mentalt udbrændt og frustreret over udviklingen i min virksomhed, både økonomisk og organisatorisk.

Virksomheden, som blev startet af mine forældre, har jeg været en del af i mere end tyve år. Først som produktionsmedarbejder og siden via job som henholdsvis værkfører, produktionschef og driftsdirektør. Til sidst endte jeg med at overtage virksomheden i et generationsskifte.

Da jeg startede i familievirksomheden, var vi en lille virksomhed med én fabrik, som var bygget op omkring mit barndomshjem.

Da jeg i starten af 2026 kiggede tilbage på det netop afsluttede regnskabsår, var status, at vi var vokset til en international produktionsvirksomhed med flere hundrede ansatte og aktiviteter i flere lande. Resultatet for året var langt fra vores bedste år.

Min historie er, at jeg overtog familievirksomheden og via et stærkt forretnings- og produktfundament fra mine forældre, rigtig hårdt arbejde, dygtige medarbejdere og en udpræget iværksætterpersonlighed har fået skabt en stor virksomhed, hvilket jeg er stolt af og bevidst om.

Men min historie handler også om en ung mand med en håndværkeruddannelse, som altid har været bevidst om, at man skal huske at have folk omkring sig, som er dygtigere end en selv på de områder, hvor man ikke selv har kompetencer eller evner. Derfor har jeg helt tidligt i min rejse med virksomheden ansat dygtige medarbejdere med gode og længerevarende uddannelser, og deres teoretiske kompetencer har været et godt match til min mere praktiske tilgang til forretningsudvikling og problemløsning.

Jeg har gennem mange år arbejdet for meget og haft for mange bekymringer og ofte frustrationer over, at jeg med så stærkt et hold omkring mig stadig var nødt til at være den, der både skulle skubbe bagpå, trække foran, rydde op og løse de problemer, vi en gang imellem møder.

Jeg har flere gange forsøgt at trække mig ud af den daglige ledelse og overlade den til mine dygtige, veluddannede og velbetalte medarbejdere, hvoraf flere af dem også er blevet medejere. Senest for et par år siden, hvor vi valgte at fusionere vores danske aktiviteter, som lå i flere forskellige selskaber og på flere forskellige lokationer med hver deres selvstændige organisation.

Vi havde forinden været i gang med at sælge virksomheden til en udenlandsk køber, som vi forhandlede med i over et år. Kort før closing trak de sig, hvilket gav os mulighed for at stoppe op og beslutte, hvad vi skulle i fremtiden.

Beslutningen blev, at vi skulle fusionere vores danske selskaber, da det var det, vi havde anbefalet til køberen. Vi igangsatte fusionen og sammensatte en direktion, hvor jeg ikke var en del af den daglige driftsledelse, men i stedet skulle have en rolle i vores ejerselskab, hvor jeg skulle arbejde med forretningsudvikling i bred forstand.

I mere end et år betragtede jeg direktionen, bestående af et par af mine medejere og nogle dygtige og erfarne ledere, og meget af det, jeg så og oplevede, gav mig bekymringer og frustrationer. I al den tid sagde jeg ikke noget, i respekt for dem og for at give dem arbejdsro.

Men til sidst kunne jeg ikke længere acceptere de store afvigelser i den økonomiske udvikling og de manglende tiltag for at bringe virksomheden i den rigtige retning og tilbage på den strategiske kurs, vi havde aftalt, da vi fusionerede, og jeg gav en ny direktion, uden mig, ansvaret for virksomhedens udvikling og drift.

Resultatet blev, at der blev afskediget nogle ledere, og jeg indtrådte igen i ledelsen og gjorde nøjagtig det samme, som jeg altid har gjort. Jeg tog lederskab og ansvar for alt det, der ikke fungerede, og så gik jeg ellers i gang med endnu en gang at lede og drive virksomheden på den måde, jeg nu kan gøre det.

Jeg er ejerleder, og jeg er både virksomhedens pioner og den, der ser de muligheder, de andre ikke ser. Og så er jeg virksomhedens og min egen værste fjende. For jeg har kun én måde at løse problemerne på, og det er hårdt arbejde, hvor jeg samler kontrollen omkring mig selv.

Så status i starten af 2026 var, at jeg var træt, dels på grund af en lang periode med meget arbejde, dels på grund af frustrationer over mine nærmeste medarbejdere, som jeg følte havde svigtet. Jeg har jo altid været tro mod mine principper om, at jeg skal ansætte dygtige folk omkring mig, og alligevel er det altid mig, der skal løse problemerne og skabe ny fremdrift og udvikling.

Jeg har som nævnt kun min håndværkeruddannelse, og jeg har en følelse af, at jeg er ydmyg og skal være det for at give plads til mine medarbejdere omkring mig. Jeg er ikke noget matematisk geni, men jeg kan godt regne og forstå tal og økonomi, og derfor er jeg også bevidst om, at jeg har skabt en succes.

Jeg har med mine valg, beslutninger, ansættelser og med både held og tilfældigheder skabt en stor og succesrig virksomhed, som er mange penge værd. Og nu står jeg her og føler begrænset glæde over alt det, jeg har skabt, fordi det føles, som om intet kan lade sig gøre, uden at jeg involverer mig i det. Og når jeg involverer mig, så bliver det meget voldsomt, både tidsmæssigt og ledelsesmæssigt.

Jeg er ejerleder, på godt og ondt.

Og midt i min frustration og søgen efter en måde at komme videre på så jeg et opslag på LinkedIn fra Mia Wagner. En kvinde, jeg har fulgt, siden hele Danmark lærte hende at kende som en af løverne i tv-programmet Løvens Hule.

Mia var den af løverne, jeg kunne identificere mig med. Hvorfor vidste jeg ikke, men hvor nogle af de andre havde store personligheder, som havde behov for at positionere sig og sikre, at de blev set, hørt og husket, så var der et eller andet oprigtigt over Mia og den måde, hun talte til de ofte nervøse deltagere på.

Mia virkede oprigtigt interesseret i de mennesker, der stod foran hende, og min oplevelse var, at hun var der for deres skyld mere end for sin egen. Det var ikke den samme fornemmelse, jeg havde med nogle af de andre løver.

Så derfor fulgte jeg Mia på LinkedIn, og midt i min følelse af krise og frustration og med mere fokus på det, der ikke virkede, end glæde over alt det, jeg havde skabt, så jeg dette opslag på Mias LinkedIn-profil:

Hvad laver jeg egentlig nu? Kort fortalt arbejder jeg med mennesker, der bærer ansvar.

Jeg har altid haft et særligt talent for at se, hvad der reelt foregår, under strategierne, beslutningerne, magten, tempoet og forventningerne. Nu bruger jeg det talent i sin mest rene form.

Jeg er Trusted Executive Advisor. Personlig rådgiver for ledere med strategisk ansvar, dem, der skal levere … og samtidig forblive sig selv.

Min rådgivning ligger et sted, hvor de fleste mangler et menneske at gå til: mellem advokatens klarhed, revisorens præcision, investorens perspektiv og psykologens menneskekundskab. Du kender måske oplevelsen af, at alt, hvad man har lavet, pludselig giver en samlet mening. Sådan har jeg det med min rådgivning.

Jeg har valgt meget fra for at kunne forædle det her felt. Og jeg får det tifold tilbage, fordi resultaterne er så tydelige:

Ledere, der finder balancen mellem den, de er, og det, de gør.

Beslutninger, der bliver nemmere.

Systemer, der kan bære, uden at mennesket knækker.

Virksomheder, der leverer resultater.

Jeg tager kun få ind ad gangen og indtil nu kun gennem mit netværk. Lige nu har jeg plads til 2 nye forløb. Hvis du er leder, eller kender en, der er, og du mærker et "det der … det er mig", så send mig en pb.

— Mia

Et spændende indlæg, og for mig noget, der fik mig til at tænke: Nu er det fandme nu, Paul. Du får måske aldrig muligheden for at få kontakt til hende igen. Det der, det er en invitation til dig!

Særligt én sætning ramte mig, og den gjorde, at jeg måtte kontakte Mia for at høre, om hun havde plads til mig i et forløb.

Her godt et halvt år senere er det egentlig lidt svært at forklare, hvad jeg havde tænkt, at hun skulle kunne hjælpe mig med, for jeg kunne jo ikke selv forklare, hvad problemet var. Men denne sætning ramte mig altså og gav mig modet til at skrive til Mia.

Sætningen, der ramte mig, var:

Ledere, der finder balancen mellem den, de er, og det, de gør.

Jeg var lige præcis blevet ham, der blev identificeret med det, jeg gjorde, både af andre og af mig selv. Arbejds-Paul og private Paul var den samme, og jeg drømte om at få dem begge tilbage, men hver for sig.

Derfor skrev jeg dette til Mia:

Efter lidt tilløb har jeg besluttet at række ud til dig. Jeg har læst nogle af dine opslag på LinkedIn og fulgt dig andre steder, og der er noget, der fanger min opmærksomhed, senest dit opslag i sidste uge, hvor du beskrev nogle af resultaterne af dit arbejde. Det gav mig lyst til at tage kontakt.

Jeg er en af de ledere, der gennem mange år har forsøgt at finde balancen mellem den, jeg er, og det, jeg gør. Alt for ofte ender jeg med at identificere mig med det, jeg gør, fordi jeg føler, at jeg skal gøre en forskel og løse de ting, jeg egentlig forventede, at andre skulle løse. Resultatet er ofte, at jeg både går forrest og samtidig føler, at jeg skal skubbe hele læsset, når det bliver svært. Jeg mister mig selv i lange perioder, sætter virksomheden, kunderne og medarbejderne foran mig selv og mine nærmeste, og det har haft store konsekvenser for mig gennem det meste af min karriere.

Kort fortalt er jeg ejerleder i en produktionsvirksomhed, som jeg overtog som anden generation. Jeg startede lidt tilfældigt i mine forældres virksomhed, da den var lille, og overtog først ledelsen og siden ejerskabet. I dag er vi flere hundrede ansatte og har produktion i flere lande, og vi sælger vores produkter i Europa.

Sammen med dygtige medarbejdere har jeg været med til at bygge en sund virksomhed op. Men gennem mange år har jeg også følt mig presset, både af mine egne forventninger og af en oplevelse af ikke altid at have de rette kompetencer inden for ledelse og strategisk udvikling. Jeg har flere gange forsøgt at trække mig fra den daglige ledelse og give stafetten videre, men flere gange, og senest sidste sommer, endte jeg tilbage i en central ledelsesrolle.

I dag har jeg erkendt, at jeg sandsynligvis vil være en del af ledelsen frem til et salg af virksomheden. Planen er et salg inden for 3 til 5 år, når de ændringer, vi er i gang med, både i driften og i vores europæiske markedsudvikling, er ordentligt rodfæstet. Ændringer, jeg er god til at gennemføre, men også en stor opgave, som bekymrer mig, hvis jeg gør, som jeg har for vane at gøre, når store opgaver skal løses.

Jeg har lovet mig selv og min familie, at mit liv skal være mere i balance end tidligere. Derfor kontakter jeg dig. Jeg så i dit opslag, at du havde plads til et par stykker i dit forløb. Hvis det stadig er tilfældet, eller hvis der bliver det inden for overskuelig tid, vil jeg meget gerne tage en snak med dig om mulighederne for et sparringsforløb.

Jeg har en fornemmelse af, at det, du arbejder med, kunne være rigtig værdifuldt for mig.

Jeg har angivet min private mailadresse i kontaktinfo, da jeg har en kollega, der læser med i mine mails, og jeg vil gerne holde denne henvendelse fortrolig. Hvis du foretrækker at svare på min virksomhedsmail, så er det ok.

Jeg fik hurtigt respons fra Mia, og vi aftalte vores første møde, hvor vi skulle mødes i hendes kreative værksted. Her arbejder hun blandt andet med ler, og hun har også et lille kontor, hvor vi kunne sidde og snakke.

Jeg har nu været i et mentor- og sparringsforløb hos Mia Wagner i 5 måneder, og vi mødes hver 14. dag.

Hvis det er svært for Mia at forklare, hvad hendes arbejde består i, hvilke metoder hun anvender, og hvad hendes kunder får ud af det, så kan jeg egentlig godt forstå det, for det er svært at forklare.

Men resultaterne af Mias arbejde, eller rettere det arbejde, Mia og jeg sammen har lavet de sidste 5 måneder, er fuldstændig enestående.

Mia er et fuldstændig enestående menneske at være sammen med, og som kunde eller klient hos Mia får man glæde af hendes erfaring, hendes viden og hendes helt utroligt store nysgerrighed og lyst til at tilegne sig viden og lære nyt, og ikke mindst hendes professionalisme.

Samtidig er man aldrig i tvivl om hendes oprigtige interesse i det, vi arbejder med, og i mig som menneske. Hun er virkelig nærværende og bruger enormt meget energi på sit arbejde. Og så er hun også dejligt menneskelig og humoristisk og et menneske, der kan blive både forlegen og rød i hovedet, når man roser hende.

Og det gør jeg ofte, for Mia har gjort en kæmpe forskel for mig, både som person og professionelt.

Mia fortalte mig på vores første møde, at hun ikke lavede referater eller arbejdede med undervisningsmateriale. Hun engagerer sig og bruger meget energi på at lytte, huske og forholde sig til mig og min situation, og hun har ikke en plan fra gang til gang.

Vi taler om det, der fylder meget hos mig, og på trods af at vi nu har mødtes 8 til 10 gange, har Mia aldrig taget noter eller bedt mig komme med noget på skrift.

Mia har valgt en arbejdsmetode, hvor hun er sammen med klienten i processen. Hun kender dem, vi snakker om fra min hverdag, hun ved, hvad jeg føler, og hun giver mig sparring, udfordringer, kritik og ros og stiller mig mange spørgsmål.

Det hele er forankret i den relation, vi har bygget op, og det er det, jeg får ud af mit forløb hos Mia. Vi har bygget en relation, som tager udgangspunkt i mig og de udfordringer, jeg har svært ved at finde løsninger på, og det er virkelig en stor ting for mig som person.

Jeg har altid været bevidst om, at jeg skal huske at ansætte andre, der er klogere end mig, give plads til andre i min organisation, rose andre og være ydmyg for at vise dem, at jeg anerkender dem og det, de kan.

Og nu sidder jeg sammen med Mia hver 14. dag og snakker om mig og alt det, jeg kan, alt det, jeg har skabt, og at det faktisk er okay, at jeg en gang imellem synes, at de andre er nogle røvhuller.

Det er dejligt at få den opmærksomhed fra en person, som på den ene side er uvildig og på den anden side er så dygtig, klog, erfaren og professionel, at hun aldrig lader mig sende problemerne og årsagerne til dem over på andre.

Ikke fordi det måske ikke er berettiget, at andre bør løse de problemer, der er fokus på, men fordi hun har lært mig, eller i hvert fald er godt i gang med at lære mig, at jeg faktisk både er dygtig, intelligent og en helt ok fyr, som ikke behøver at være ydmyg og påtage mig ansvaret for alt det, der ikke er i orden.

Hun har hjulpet mig med at besøge en ung udgave af mig selv, faktisk mig som barn, og jeg har fundet nogle ting i min opvækst, som jeg havde fortrængt.

Der var et barn, som blev frataget noget af sin barndom og noget af den glæde og legesyge, der gjorde ham til en dejlig dreng med ild i røven.

Vi har sluppet det barn fri, og han lever i mig igen.

Mia benytter forskellige metoder til at hjælpe mig med at komme frem til nogle konklusioner i vores samtaler, som jeg tager med mig videre i mit liv og min hverdag.

Hun har genintroduceret mig til meditation, som jeg i forbindelse med et stresshåndteringsforløb har stiftet bekendtskab med, men nok aldrig forstod eller satte pris på, som jeg gør nu.

Vi kan snakke om alternative behandlingsformer, som Mia har kendskab til, og jeg finder både interesse og nysgerrighed omkring disse, som jeg aldrig før har givet plads til.

Jeg tror, det er, fordi Mia og jeg er der sammen, lige der, midt i en samtale, som ikke nødvendigvis ender med et resultat, du kan sætte to streger under, og heller ikke med opgaver eller ny læring, som jeg skal hjem og øve mig på.

Mia tager udgangspunkt i mig. Hun er i det, jeg er i, sammen med mig. Og med hendes evner og engagement finder jeg en masse ny energi og en masse selvværd, kærlighed og frisind, som jeg nok altid har haft, men som er blevet trængt langt væk, fordi jeg har brugt min energi på at fokusere på alt det, jeg ikke kan gøre noget ved, og alle de tanker om udfordringer, som jeg har holdt fast ved, i stedet for at lade dem gå.

Og så bruge mine evner og min energi på det, jeg er god til, og der, hvor jeg kan skabe de resultater, som jeg drømmer om.

Min største udfordring ved mit samarbejde med Mia er, at jeg gerne vil berige andre i min organisation med det, Mia har givet mig.

Men hvis jeg introducerer Mia for min ledelse eller min bestyrelse, så mister jeg det, jeg har med Mia, nemlig mit space og en, der tager udgangspunkt i min virkelighed og kun min.

Og det vil jeg ikke miste.

Jeg vil have Mia for mig selv, til den sparring hun giver mig, og ikke blande det ind i min professionelle hverdag. For det er jo den, jeg godt selv kan styre, drive og kontrollere, fordi jeg har mine snakke med Mia.

Men jeg vil til enhver tid anbefale andre ledere at blive kunde ved Mia, hvis de reelt er klar til at skabe forandringer hos dem selv.

Paul