Inspiration
(som Peter Sommer synger – og som spørgsmålet fortjener at blive stillet igen og igen)
Jeg vil gerne gøre op med idéen om, at vi skal løbe for at lykkes – at værdien af et menneske kan måles i tempo, titler og kalenderaftaler. Jeg ved godt, at det er en kliché, men jeg tror på, at sandheder kan findes i det banale.
Jeg tror på, at jeg ikke er den eneste, der er nødt til at leve mere bæredygtigt – ikke kun i forhold til klimaet, men også i forhold til mig selv og dem, jeg elsker.
For mig begynder menneskelig bæredygtighed med en højere bevidsthed. Hver gang vi vælger, sætter vi små aftryk. På vores nærmeste, på samfundet og på os selv. Vi kan ikke lægge ansvaret over på “systemet” eller “de andre”.
Individet har en enorm kraft, når vi tør se ærligt på vores egne vaner og mønstre og stille os selv spørgsmålet: Bidrager jeg reelt til det liv, jeg siger, jeg tror på?
“Hvilket liv kan jeg stå inde for? Hvilken mor, partner, leder og medborger ønsker jeg at være?”
Det spørgsmål tror jeg, flere af os går rundt med – også når vi har travlt med alt det andet.
For mig betød det at spørge: Hvilket liv kan jeg stå inde for? Hvilken mor, partner, leder og medborger ønsker jeg at være? Jeg vil ikke kun tænke på det næste skridt, den næste udfordring, den næste succesoplevelse af at være uundværlig.
I stedet prøver jeg at tænke på, hvordan jeg kan bidrage menneskeligt bæredygtigt. Svaret var ikke flere titler, men mere nærvær. Mindre fart, mere retning. Mindre støj, mere mening.
Det bæredygtige liv handler for mig om at sætte tempoet ned, så jeg kan orientere mig i nutid og fremtid, før jeg vælger, hvordan jeg lægger min indsats. Det ironiske er, at erfaring har vist, at jeg kan opnå mere og performe bedre, når jeg tager mig tiden til at bevæge mig langsomt.
Det er en daglig udfordring at vælge sine handlinger bevidst, og jeg vælger stadig ganske ofte for meget til og for lidt fra. Jeg trøster mig med De Små Skridts Lov. Det er den daglige bevidste praksis og den evindelige tilgivelse af mig selv, der bringer mig tættere på det langsigtede bæredygtige liv og giver mig muligheden for at være den omsorgsperson, som jeg gerne vil være. Det gælder i alle mine relationer – over for mine døtre, mine nærmeste, mit samfund og ikke mindst i relationen til mig selv.
Jeg tror på, at når tempoet falder, så stiger kvaliteten af vores relationer og beslutninger – og vores liv. Måske er det i virkeligheden sådan, vi når længst: ikke ved at komme hurtigst frem, men ved at kunne holde til rejsen – sammen.
Nyhedsbrev
Få mine perspektiver på ledelse, iværksætteri og vækst direkte i din indbakke
– kort, konkret og uden støj.